The slave trade../ Slavehandlen....

Danish slave trade

The slave society of the Danish West Indies extended over some 176 yrs. from the first Danish colony on St. Thomas in 1672 until the Emancipation in 1848. During that period slave ships transported more than 100.000 Africans in to St. Thomas, St. Croix and St. John, where they labored at sugar and cotton production on several hundred plantations.

Although this figure is only a small percentage of all Africans forcibly transported to the New World as slaves, it is still not unimportant. Denmark was the 7^th largest slave nation at the time.

The reason for going to Africa after labor was due to the failure of Indian slavery and from the limited amount of poor Europeans, including servants and convicts. The African slave was cheaper, the money required to have a European’s service for teen years, could buy an African for life, whose children would also be enslaved. African labor was also found to be superior to Indian and European labor.

Ones the Danish colonization took place in the West Indies and plantation agriculture was undertaken, the demands for African slaves exceeded the available supplies. The Danes used specially built sail ships to carry the Danish merchandise to Guinea where African slaves was purchased and carried onward to the Virgin Islands, but with the high demand for more slaves, especially after the settlement of St. Croix in 1733, they had to use foreign ships as well to bring down the labor.

Besides slave export on foreign ships, the Danes also got slaves from both the Danish and foreign forts and centers on the West African coast, as well as transshipment of slaves imported into the Danish West Indies and to other destinations.  The historian Svend Green-Pedersen estimates that Denmark brought in more than 100.000 slaves to the islands but about 70.000 of them were re-exported to other colonies and the rest were retained for use on Danish islands. He concludes therefore that “the Danish Slave trade was centered in the West Indies and not in Africa”.

Slave traders and merchants made huge profits on the slaves. They were generally sold at prices ranging between 25 and 100 percent higher than buyer price. That is why they usually tried to get as many slaves into a ship as possible and more than 400 Africans on one ship was not unusual.

The Danish ships were built specifically with multiple layers of shelves in the cargo hold, where the slaves were placed side by side, lying, tied with chains, no room to move, and here they stayed during the whole crossing which could take months depending on weather.

Poor sanitation and ventilation, bad water and food were combined with disease, epidemics, suffocation, and even suicide to reduce the number of survivors. The estimated loss from a normal slave cargo was about 16 % and many of the survivors died within few days after the arrival to the Danish Colonies.

The slaves who survived were taken into in town where an auction was held and the slaves were sold to the planters. After the auction the slaves were taken to the plantation where they were burned with the planters initials. They now belonged to him and their life on the island could begin.

Dansk Slavehandel

Slave samfundet i Dansk Vestindien strakte sig over en periode på ca. 176 år, fra den første danske koloni på St. Thomas i 1672, indtil Frigivelsen i 1848. I denne periode transporterede slaveskibe mere end 100.000 afrikanere til St. Thomas, St. Croix og St. John, hvor de blev tvunget til at arbejde med sukker og bomuld på øerne mange plantager.

Selvom dette tal kun er en lille procentdel, af alle de afrikanere der ved magt blev transporteret til den nye verden som slaver, er det stadig ikke er uvæsentligt. Danmark var nemlig den 7. største slave nation på det tidspunkt.

Grunden til at man tog til Afrika for at få arbejdskraft, var på grund af de svage indianske slaver og den begrænsede mængde af europæere, herunder fattige folk og fanger, man kunne få over i live. Den afrikanske slave var billigere. For pengene en europæisk arbejder skulle betales i ti år, kunne man købe en afrikansk slave og beholde ham resten af hans liv. Hvis slaven fik børn vil også de blive gjort til slaver. Afrikansk arbejdskraft blev også anset for at være stærkere i forhold til indianske og europæiske arbejdere.

Lige så snart den danske kolonisering fandt sted i Vestindien og plantagelandbruget blev opført, oversteg efterspørgslen til afrikanske slaver de tilgængelige forsyninger. Danskerne brugte special byggede sejlskibe til at bære de danske varer til Guinea, hvor efter afrikanske slaver blev købt og ført videre til Jomfruøerne. Men med den høje efterspørgsel efter flere slaver, især efter overtagelsen af ​​St. Croix i 1733, måtte Danmark anvende fremmede nationers skibe for at sende ny arbejdskraft til øerne.

Udover slave eksport på udenlandske skibe, fik danskerne også slaver fra både de danske og udenlandske forter og centre på den vestafrikanske kyst, samt de stod også for importen af slaver til Dansk Vestindien og til andre destinationer.

Historikeren Svend Green-Pedersen vurderer, at Danmark bragte mere end 100.000 slaver til øerne, men omkring 70.000 af dem var eksporteret videre til andre områder og resten blev til brug på danske øer. Han konkluderer derfor, at "den danske slavehandel blev centreret i Vestindien og ikke i Afrika."

Slavehandlere og købmænd gjorde enorme fortjenester på slaverne. De blev normalt solgt til priser der lå mellem 25 og 100 procent højere end kostprisen. Derfor forsøgte de som regel at få så mange slaver ind på skibene som muligt og over 400 afrikanere på et skib var ikke ualmindeligt.

Slaveskibene blev bygget specielt til formålet med flere lag af hylder i lastrummet hvor slaverne blev placeret side om side, liggende, bundet med kæder, uden plads til at rører sig på og her skulle de opholde sig under hele overfarten, som nemt kunne tage flere måneder afhængig af vejret.

Dårlig hygiejne og ventilation, dårlig vand og mad blev kombineret med sygdom, epidemier, kvælning og endda selvmord. Det reducerede antallet af overlevende og det estimerede tab fra en normal slavelast var på omkring 16 %. Mange af de overlevende døde inden for få dage efter ankomsten til de danske kolonier.

De slaver der overlevede blev ført ind til byen hvor en auktion blev afholdt og slaverne blev solgt til planterne (plantageejerne). Efter auktionen blev slaverne taget ud til plantagen, hvor de blev brænd mærket med planterens initialer. De har nu tilhørte ham, var hans ejendel, og deres tvungne liv på øen kunne nu begynde.