After the slaves came to St. Crox they were taking into the
auction house in Christiansted. Here the planters came in and picked out the
right ones for the work they needed them to do. They looked at the slaves like
they were animals and the price for a slave was also lower than the price of a
horse. Men had one price, women less, unless the planter bought the woman with
her children. Children were a good buy they could secure the future for the
planter because they themselves would become slaves. If there were any slaves left after auction
it was usually the old or sick slaves. The doctors in town used to buy those
for a very low price. They thought they could cure them and hopefully get full
price for them later.
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhbBL8ZQfCIUPFh3hZ-_n0tMvYw15x5KSHOAwlXoUvtAQLtzjxT38N5l1zCFpUVTqGrxfvavxwwKs7envpY7XspRUQC119_gBbkZiA4UinTiFNROA22k3_aGEkneIi54M1EulPaKfrSMeY/s320/bd-09-111.jpg)
After the auction the slaves were taking out the plantation.
In 1742 there were 264 plantations on St. Croix, half cotton fields and the
other half sugarcane fields. But later the Danes realized the big profit from
the sugar so they began to have sugarcane on almost all the plantations.
The average size of a plantation was 120 acres. The Danes
wanted rapid settlement and development of St. Croix so the Danish West India
and Guinea Company offered plantation sites cheaply to the first newcomers.
Denmark had a hard time getting the Danes to travel the long distance, so they
open up the area to all nations and allowed them to practice their own religion.
Of the newcomers were mostly British and Dutch islanders and some Jews from
Brazil, Portugal and Spain, French protestant from the French islands, and a
few Germans. The few Danes who chose to come to the islands were assigned to Government
positions.
The total number of slaves in the Virgin Islands continued
to increase through the 18th and 19th century until a
peak was reached in 1803 of more than 35.700 of whom 27000 of them was claimed
by St. Croix. After that year the number steadily declined in all three
islands.
There was a social caste system differentiated slaves of the
islands. The main distinctions were between the higher status native born
slaves and the lower status African born slaves, and between the occupational
groups. The division was sharply divided and a promotion or occupational change
was hopeless for the slaves.
The slaves lived in poor conditions, were forced to do hard
work and had no rights. Slave owners could treat them pretty much as they
wanted, but slaves were also a costly investment that they could not let
perish.
Most were field slaves, which on St. Croix in 1797 was about
82 percent and their worked from sunrise to sunset was the hardest of them all.
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjzztTtzkVeYUBBlgPDhJZIZtZ2skOHLllAsB9muiU4uKyzvxqTQRBlmDrbJhgeR-C2Lq4LARF6M6DcxP46zcgFuOwBdWLSe2qKnInJ-seZNNKeEqHt4fKa_RbO7fPbp0v3bxQHo7yKcho/s320/slaver.jpg)
On the top of the slave hierarchy were the house servants or
domestics, many of whom were mulattoes (offspring of whites) they were servants
of the plantation owners, his wife and even the children had their own slave
attentions, some families had 16 to 24 domestic slaves. Women who served as
concubines or mistresses of their masters and estate managers were also on the
top of the hierarchy, they did what they had to do to survive and get a better
life.
At the bottom were the field laborers, other menial workers
and in between were the skilled artisans. Whatever their work and status, the
slaves in the Virgin Islands were chattel property and could be bought and sold
even exchanged as payment in debts.
A lot of the slaves wanted to escape the life on the plantations.
The runaway slaves were called maroons and they hid and lived in the forest in hard
to reach areas, in the North West part of St. Croix. They survived by hunting
and stealing food and other necessities.
The ratio of the number of slaves and whites was almost 10
to 1 so the danger of revolt was always present. In order to prevent that the plantation
owners and the Governor had harsh penalties made up for petty offenses.
In 1733 the Governor of St. Thomas Phillip Gardelin, made
the The Gardelin Code of the Danish West Indies:
- The main leaders of Negroes that have
run away or are running away are to be pinched three times with a glowing iron
and then hanged.
- Participants in a plot shall lose a
leg unless their owners will pardon them by letting them lose an ear and get
150 lashes.
- Participants in a plot who do not
reveal it to a White person shall be branded on the forehead and be given 100
lashes.
- The person who informs on a plot by
Negroes shall get 10 piastres for every Negro found guilty, and his name shall
remain secret.
- A Maroon of 8 days shall be punished
with 150 lashes, a Maroon of 12 weeks shall lose a leg and Maroons of 6 months
shall forfeit their life unless their master will pardon them with the loss of
a leg.
- A Negro who has stolen to the value
of 4 rixdaler shall be pinched and hanged. Lesser thefts shall be punished with
branding on the forehead and from 100-150 lashes.
- Slaves who
deal in stolen goods or participate in this shall be branded and given 150
lashes.
- Those who
deal with Maroon-Negroes will be punished likewise.
- The Negro who with ill intent raises
his hand against a White or threatens him or gives him abusive words shall
without mercy be pinched 3 times and then hanged, if the White person demands
it, if not, he shall lose a hand.
- One upright White witness is enough
against a Negro and if there were suppositions in the case, the Negro has to be
tortured.
- A Negro who meets a White on the road
has to go to the side of the road and stand still till the White person has
passed – he will otherwise get a lash from the White.
- No Slave must be seen in town with a
stick or a knife; they also must not use these for fights among themselves,
lest they get 50 lashes.
- Witchcraft
among the Negroes is to be punished with a severe beating.
- The Negro
who can be persuaded to have been of a mind to conceal somebody shall be pinched 3 times with a glowing iron
and then put on the rack to be broken and put on stilts alive.
- A free Negro who either assists a
Maroon or a thief or a dangerous Negro shall lose his freedom, his property and
with a beating be ordered out of the country.
- All dances, feasts, gambling or such
like are absolutely forbidden for Negroes unless it happens with their master’s
or overseer’s permission and presence.
- No Negro
may sell any foods from animals or other unless permitted by his master.
- No field Negro must be found in the
town after the curfew tattoo or he will be brought to the fort and given a
beating.
- The crown solicitor shall strictly
adhere to these articles, whereby free Negroes and slaves shall be judged in a
court of law; and this declaration shall be public three times every year by
drumbeat.
Efforts to replace the Gardelin code with a more liberal
slave code were unavailing and it was not replaced for another hundred years.
Aside from the extremely restricted opportunity of being
given their freedom through the unlikely generosity of their masters, the only
ways of escape open for the slave were through suicide, which was not unusual,
through flight which was frequent, or through armed uprising which was very
rare. Even under the worst conditions slaves would not resort to rebellion, the
risk was too high.
In the 1800s, after the import of new slaves from Africa was
forbidden, it became important to keep the slaves they had on islands alive.
Denmark was particularly vigorous and used the brand new smallpox vaccine.
The Danish Minister of Finance Ernst Schimmelmann
(1747-1831) was influenced by the economic and humanistic arguments for the
abolition of slavery. His family owned approx. 1,000 slaves in the West Indies
but still, it was Schimmelmann who took the initiative for a ban on the import
of slaves, which was adopted in the 1792. But because the ban didn’t come into
force until 1803, the plantation owners had time to hoard slaves and the state made
sure that the plantation owners could purchase as many slaves as possible.
A slave woman would take care of small slave children while
their mothers and fathers were harvesting sugar cane on the fields under the
supervision of the plantation overseer. It was particularly
important for slavery operation that children were born and that the slaves
lived a long life.
The Danish government was more controlling and efficient
than the other colonists in the Caribbean when it comes to smallpox vaccination
of slaves in the early 1800s. The Danish way to manage the vaccination was of a very high
level of control. They had names of all slaves, they knew how old they were,
who owned them, and which church they belonged to. The knowledge was used in an
attempt to keep the slaves alive.
St. Croix's slaves had to be protected, but the problem for
the Danish government and the other colonial powers was that there often died
more slaves than were born each year. The slave population of St. Croix shrank
by about one percent per year.
The colonial administrators and plantation owners in the
Danish West Indies was feverishly trying to reduce the excess mortality, for
example, to ensure that slave women who gave birth, they took them into
maternity wards under controlled conditions.
The new smallpox vaccine was introduced in January 1803. Smallpox
was a disease that struck and killed between 10 and 15 percent of people when
an epidemic hit. But after they had introduced vaccination system on St. Croix,
it was less than 1 percent, who died of it.
![](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg54CE-Ms39e9ltdvueHbt16tOKGkSS0pAhfGstEgiV5d2UACOfOPzgTcnD6Z1FRp9BC_XQPu22rGagbM_eQt5YVLJzcwqm2xKymBfIOdx65kuHv3XoycpCy-t3vFcrG2O0CjRqfvyu-yw/s320/461768.501.jpg)
It was a custom that ships with sick sailors were kept in
quarantine until the men had to put their foot on land. At that point the
Danish West Indies and ports on St. Croix was no different from other colonies.
But the Danish system on land was particularly developed. Three facts did
Danish system effectively: Vaccination was required by law, Registration of
slaves before and after vaccination, and One state-employed doctor performed
all vaccinations of slaves.
On St. Croix the authorities made a detailed record of
vaccination of citizens and slaves. Slaves could not be sold without
certificate which motivated plantation owners to make sure that the slaves were
vaccinated.
The reason that the number of slaves on St. Croix declined
until emancipation in 1848 was not due to smallpox but may be that the slaves'
children were malnourished.
The slaves were namely fed on a cold calculation from
planter’s side. Those who worked most, most burned and were therefore most to
eat. The children worked less and got less food to eat. It was not taken into
account that they would need energy to grow and therefore they were not able
fight off diseases and many children died very young.
Denmark was occupied by slaves health conditions, not by
humanitarian reasons, but because slave labor was the foundation of plantation
operation. Without the slaves they couldn’t produce all the sugar cane, and
without the sugarcane Denmark couldn’t earn all the money they did. 25 percent of
Denmark's gross domestic product in the 18th and 19th
century came from the Danish West Indies and the sugar production.
Slavelivet på St. Croix
Når slaverne var
ankommet til St. Crox med skibet, blev de ført til auktionshuset i
Christiansted. Her kom plantageejere så ind og ud så sig de helt rigtige slaver
til det arbejde som de havde brug skulle udføres. De kiggede på slaverne som om
de var dyr, og prisen for en slave var også lavere end prisen på en hest. Mænd
havde en pris, kvinder var billigere end mænd, medmindre plantageejeren købte
kvinden med sine børn så gik de for en samlet pakke pris. Børn var et godt køb,
de kunne sikre fremtiden for plantageejeren fordi de blev født slaver og senere
kunne bruges i marken. Hvis der var nogen slaver tilbage efter auktionen var
det som regel de gamle eller syge slaver. Lægerne i byen købte dem typisk for
en meget lav pris. De troede, de kunne helbrede dem, og forhåbentlig få fuld
pris for dem senere eller selv bruge dem som slaver.
Efter auktionen blev
slaverne ført ud til deres ejers plantage. I 1742 var der 264 plantager på St.
Croix, den ene halvdel var bomuldsmarker og den anden halvdel sukkerrørsmarker.
Den gennemsnitlige størrelse af en plantage var på 120 acres = 0.48 km².
Danskerne ønskede
hurtig afvikling og udvikling af St. Croix, så de Danske Vestindisk Guineisk
Kompagni tilbød plantager stykkerne billigt til de første ny ankomne. Danmark
havde svært ved at få danskerne til at rejse den lange vej til øerne, så de
åbnede området op for alle nationer, og tillod dem at praktisere deres egen
religion.
Af de nytilkomne
var det for det meste britiske og hollandske øboere, nogle jøder fra Brasilien,
Portugal, Spanien, fransk protestant fra de franske øer, og et par tyskere. De
få danskere der valgte at komme til øerne, blev tildelt høje offentlige
stillinger.
Det samlede antal
af slaver på Jomfruøerne fortsatte med at stige gennem det 18. og 19.
århundrede, indtil et højdepunkt blev nået i 1803 med mere end 35.700 slaver, hvoraf
27.000 af dem var på St. Croix. Efter dette år faldt antallet støt på alle tre
øer.
Der var et socialt
kastesystem der differentierede slaverne på øerne. De største forskelle var
mellem de indfødte slaver med høj status og de afrikansk fødte slaver med lav
status, men også mellem faggrupperne. Divisionen var skarpt opdelt, og en
forfremmelse eller erhvervsmæssig ændring var håbløst for slaverne.
Slaverne levede
under dårlige forhold, blev tvunget til at udføre hårdt arbejde og havde ingen
rettigheder. Slaveejerne kunne behandle dem som de ville, men slaverne var også
en bekostelig investering som de ikke kunne lade omkomme.
De fleste var i
markslaver, et antal som i 1797 på St. Croix var på 82 procent, og deres
arbejde fra solopgang til solnedgang var det hårdeste af dem alle.
På toppen af
slavehierarkiet var husets ansatte eller hushjælp, hvoraf mange var mulatter
(afkom af de hvide). De var ansat af plantageejerne, hans kone og selv børnene
havde deres egne slavers opmærksomhed, nogle familier havde 16 til 24
hus slaver. Kvinder, der tjente som konkubiner eller elskerinder til deres
mester og ejendoms leder var også på toppen af hierarkiet, de gjorde hvad de
skulle for at overleve og få et bedre liv.
Nederst i var markarbejdere,
andre underordnede arbejdstagere og mellem dem var de dygtige håndværkere.
Uanset deres arbejde og status, var slaver i på De Dansk Vestindiske Øer
planterens ejendom og kunne købes, sælges og endda udveksles som betaling i
gæld.
En masse af
slaverne ønskede at undslippe livet på plantagerne. De bortløbne slaver blev
kaldt Maroons og de skjulte sig og boede i skoven i de svært tilgængelige
områder i den nordvestlige del af St. Croix. De overlevede ved jagt og ved at stjæle
mad og andre fornødenheder.
Forholdet mellem
antallet af slaver og hvide var næsten 10 til 1, så faren for oprør var altid
til stede. For at forhindre oprør, havde plantageejerne og guvernøren
arrangeret hårde straffe for selv småforseelser.
I 1733 fremlagde
Guvernøren af St. Thomas Phillip Gardelin, Gardelin Reglementet af Dansk
Vestindien:
- Hovedmænd
for bortløbne eller bortløbne Negre skulle knibes 3 Gange med gloende Jern og
derefter hænges.
- Medskyldig
i et komplot skulle miste et ben, med mindre ejerne ville pardonnere dem med at
miste et øre og faa en lussing af 150 slag.
- Medvidere
i et komplot og som ikke aabenbare det for en blank skulle brændemærkes i
panden og gives 100 prygl.
- Den,
som angiver noget komplot af Negre, skal nyde 10 pjastre for hver skyldig
funden Neger, og hans navn forties.
- 8
dages marooner skulle straffes med 150 slag, 12 ugers marooner skulle miste et
ben, og 6 maaneders marooner have forbrudt deres liv, med mindre deres mester
ville pardonnere dem med det ene ben.
- En
Neger, som har stjaalet for 4 Rigsdaler Værdie, skal knibes og hænges. Smaa
Tyverier skulle straffes med Brændemærke i Panden og gives fra 100 til 150 Slag
med Pisken.
- Slaver, som hæle tyvekoster, eller er
medvidere derom, skulle brændemærkes og have 150 slag.
- De, som hæle maroon-negre skulle
straffes ligeledes.
- Den
Neger, om i Onde løfter sin Haand mod en Blank, eller truer ham, eller giver
ham knubbede Ord, skal uden Naade knibes 3 Gange og derefter hænges om den Blanke det forlanger, hvis ikke, sa skal han miste sin Haand.
- En
retskaffen Blanks vidne skal være nok imod en Neger, og om der var formodninger
i sagen, maa Negren sættes paa tortur.
- En
Neger, som kommer en Blank i Møde paa vejen, skal gaae til Side og staae
stille, indtil den Blanke er passeret ham forbi under Straf af en Lussing af
den Blanke.
- Ingen
slaver maa sees i byen med stok eller kniv, ej heller maa de dermed slaaes
indbyrdes, uden derfor at faae 50 slag.
- Hexerie blandt Negrene indbyrdes skal
straffes med en stor lussing.
- Den
Neger, som kan overbevise om at have været til sind at forgive nogen, skal 3
gange knibes med gloende jern, derefter radbrækkes og lægges levende paa
stejle.
- En
fri Neger, som hæler enten en med en maroon eller en tyv eller en anden
skadelig Neger, skal miste sin frihed, sit gods, og med en lussing forvises fra
landet.
- Al
Dans, Fest, Spil og deslige, skal være Negerne aldeles forbudet, med mindre det
skeer med deres Mesters eller Mester-Knægts Samtykke og i deres Nærværelse.
- Ingen Neger maa sælge nogen provision
af kreaturer eller andet uden et tegn fra deres mester.
- Ingen
plantage-Neger maa findes i byen efter tappenstreg under straf af at bringes i
Fortet og få en lussing.
- Fiskalen
skal strikte holde over disse Artiklers Efterlevelse, hvorefter Fri- Negre og
slaver skulle dømmes for retten, og denne plakat skal 3 gange hvert aar ved
trommeslag publiceres.
Bestræbelserne på
at udskifte Gardelin Reglementet med et mere liberalt slavereglement var
forgæves, og det blev ikke erstattet i over hundrede år.
Bortset fra den
ekstremt begrænsede mulighed for at blive frigivet af den usandsynlige generøse
mester, var de eneste måder slave kunne flygte på; selvmord, hvilket ikke var
usædvanligt, gennem Maroon løb som var hyppige, eller gennem væbnet oprør, som
var meget sjældne. Selv under de værste forhold, ville slaverne ikke ville ty
til oprør da risikoen var for høj.
Danmark begyndte
at bruge den helt nye koppevaccine i 1800-tallet. Efter importen af slaver fra
Afrika var blevet forbudt, blev det nødvendigt at holde de slaver de havde på
øerne i live.
Det var typisk en
ældre slave kvinde der tog sig af de små slavebørn, mens deres mødre og fædre
var ude og høste sukkerrør på markerne under tilsyn af plantagens overseer. Det
var især vigtigt for slaveri-operationen, at nye børn blev født og at slaverne
levede et langt liv.
Den danske
regering var mere kontrollerende og effektive end de andre kolonister i Caribien,
når det kom til kopper vaccination af slaver i begyndelsen af 1800 tallet.
Den danske
finansminister Ernst Schimmelmann (1747-1831) var påvirket af de økonomiske og
humanistiske argumenter for afskaffelse af slaveri. Hans familie ejede ca.
1.000 slaver i Vestindien, men stadig var det Schimmelmann der tog initiativet
til forbud mod import af slaver, som blev vedtaget i 1792. Men fordi forbuddet
ikke trådte i kraft før 1803, havde plantageejerne god tid til at hamstre
slaver og staten sørgede for at plantageejerne kunne købe så mange slaver ind som
muligt.
Den danske måde
at håndtere vaccinationen på var af en meget høj standard af kontrol. De havde
navnene på alle slaver, de vidste hvor gamle de var, hvem der ejede dem og
hvilken kirke de tilhørte. Den viden blev anvendt i et forsøg på at holde
slaverne i live.
St. Croix’ slaver
måtte beskyttes, men problemet for den danske regering og andre kolonimagter
var, at der ofte døde flere slaver end der blev født hvert år. Slavebefolkning på
St. Croix skrumpede ind med omkring én procent om året.
De koloniale administratorer
og plantageejere i Dansk Vestindien begyndte et febrilsk forsøg på at reducere
overdødeligheden, ved at tage de gravide slaver ind til fødeklinikker så de
kunne føde under kontrollerede forhold. Men det var sygdommene der kom senere
der dræbte.
Den nye
koppevaccine blev indført i januar 1803. Kopper var en sygdom, der ramte og
dræbte mellem 10 og 15 procent af folk, når en epidemi slog til. Men efter at
de havde indført vaccination systemet på St. Croix, var det mindre end 1
procent, der døde af det.
Det var en skik,
at skibe med syge sømænd blev holdt i karantæne, indtil mændene igen måtte
sætte deres fod på land. På det tidspunkt var Dansk Vestindien og havnene på
St. Croix ikke anderledes fra andre kolonier, men det danske system på land var
særlig udviklet.
Tre faktorer
gjorde det danske system effektivt: vaccination var påkrævet ved lov, registrering
af slaver før og efter vaccination, og kun en statsansat/dansk læge kunne udfører
alle vaccinationer af slaver.
På St. Croix foretog
myndighederne en detaljeret registrering af vaccination af borgere og slaver.
Slaver kunne ikke sælges uden vaccine certifikat, og det motiverede plantageejerne
til at sørge for at slaverne blev vaccineret.
Grunden til, at
antallet af slaver på St. Croix stadig faldt, skyldtes ikke kopper, men var
fordi slavernes børn var underernærede. Slaverne blev nemlig fodret på en kold
beregning fra plantageejerens side.
De, der arbejdede mest, forbrændte mest og var
derfor dem der spise mest. Børnene arbejdede mindre og fik derfor også mindre
mad. Det blev ikke taget i betragtning at børnene skulle bruge energi til at
vokse, derfor var de nu ikke i stand til at bekæmpe sygdomme og mange børn fik
en tidlig død.
Danmark blev
besat af slavernes sundhedsmæssige forhold. Det var ikke af humanitære grunde,
men fordi slavearbejde var grundlaget for plantage driften. Uden slaverne kunne
de ikke producere alle de sukkerrør, og uden sukkerrør kunne Danmark ikke
tjene alle de penge som de gjorde. I det 18. og 19. århundrede kom 25 procent af
Danmarks bruttonationalprodukt fra Dansk Vestindien og sukkerproduktion.